Gæster på cruise fortæller om deres oplevelser

SNØ Oslo – vintersportsaktiviteter til alle, hele året rundt ❄️🎿

Hvis du har en passion for vintersportsaktiviteter, men ikke ønsker at vente til vintersæsonen for at tage på ski, snowboard eller langrend, så er SNØ Vintersportsarena i Oslo det perfekte sted for dig!

Med en indendørs skihal som har hele 3 pister, en 4-persons stolelift, træklift, rullebånd, langrendspor (1,5km), isklatrevæg og en legeplads med ægte iglo’er, er dette et unikt og spændende sted for alle vintersportsentusiaster. Hos SNØ kan du dyrke snowboarding, langrend, alpint- og freestyleski samt isklatring, stedet huser nemlig en af verdens højeste indendørs klatrevægge af is!

SNØ indendørs skiarena Oslo
Pisterne i SNØ er overraskende gode og sjove for alle niveauer

SNØ Vintersportsarena ligger kun 15 minutter fra Oslos centrum, og kan nemt nås med offentlig transport eller bil. Hvis du rejser med DFDS, kan du tage færgen fra København eller Frederikshavn til Oslo, og derefter tage T-banen og bus direkte til SNØ.

Inde i SNØ Vintersportsarena finder du et bredt udvalg af vintersportsaktiviteter for både begyndere og erfarne skiløbere og snowboardere. Med tre forskellige pister med forskellige sværhedsgrader, kan du udfordre dig selv og forbedre dine evner. Der er også et separat område til langrend og en funpark med rails og hop.

Hvis du ikke er så erfaren, kan du tage et par timer med en instruktør, der vil guide dig og give dig tips til at forbedre din teknik. Ønsker du at tage en pause fra aktiviteterne på pisten, kan du nyde en varm drink i caféen, spise frokost i restauranten, eller besøge butikken, hvor du kan købe udstyr og skitøj.

Efter selv at have suset rundt i vinteromgivelser kan du også overvære en række sportsbegivenheder og konkurrencer, som SNØ vintersportsarena er vært for. Hvert år afholdes der bl.a. internationale snowboard- og skikonkurrencer, og SNØ er også vært for arrangementer som live-musik og andre underholdningsarrangementer.

Velkomstcenteret og skiudlejning
Topmoderne velkomscenter og ski & snowboard-udlejning

Det bedste ved SNØ er, at man her kan dyrke vintersport og have det skægt ligegyldigt hvilket niveau man er på, men også, at du kan opleve det året rundt! Selv når der ikke er sne udenfor, kan du stadig stå på ski, snowboard eller langrend, i den store indendørshal. Dette gør SNØ til en perfekt destination, når skisportsstederne ellers har lukket for sæsonen, og du bare ikke kan få nok. SNØ er også perfekt til dig, som gerne vil tyvstarte sæsonen, eller hvis du, for den sags skyld, bare vil dyrke vintersport midt om sommeren – her er altid minus 4 grader, uanset årstid!

Så hvad venter du på? Sejl en tur med DFDS til Oslo og oplev SNØ Vintersportsarena med familien, din kæreste eller venner. Uanset om du er en erfaren skiløber eller en nybegynder, vil du helt sikkert have det sjovt! ⛄😀

Varm kakao i SNØ Café
4 graders frost i hallen året rundt – dejligt med varm kakao i caféen

Review fra Vincent Bakker – Ski & Snowboard-entusiast og Digital Marketing Specialist hos DFDS.

Jeg og min familie står hvert år på ski & snowboard flere gange om vinteren, og synes det er den fedeste ferieform for familien. Man er sammen på en god intens måde og samtidig dyrker man motion med børnene. Det er win-win 😊

Jeg hørte om SNØ for noget tid siden, og det fangede straks min interesse, da jeg har stået i indendørs-skihaller før, i udlandet. Men SNØ skulle være noget særligt. Større, bedre, flottere. Så dette måtte jo prøves, og vi tog afsted i starten af oktober – langt før vi skulle på en ‘rigtig’ skiferie. Jeg rejste dertil med min kone og vores to døtre på 13 og 10 år. Vi blev ikke skuffede! Et indendørs ski-område med en 4-personers stolelift, træklift og rullebånd. Der var nogle landshold-skiteams som trænede på den stejle piste, og på den anden side af området var der et freestyle-team, som trænede de vildeste tricks i funparken. Vi var der i 2 dage, og bookede et familieværelse for en nat på et Thon hotel i nærheden. Vi glæder os også til at prøve det nye hotel på selve anlægget, som åbner i juni måned 2023. Vi vender altså helt sikkert tilbage til SNØ. Sneen og bakkerne var perfekte, og vi havde allesammen to fantastiske off-season skidage. Børnene taler stadig om det! 😀

SNØ er en oplevelse for alle
SNØ er en fantastisk oplevelse for alle, uanset niveau og alder!

Oslo – et eldorado for badesteder

Oslo er, som udgangspunkt, ikke kendt som en by turister rejser til for badeoplevelsen. I det tilfælde går tankerne snarere mod sydens strande, paraplydrinks og parasoller. Men i virkeligheden er badning og badesteder ét af de absolut bedste ting ved Oslo.

Om I vil hoppe fra tyvemeter høje klipper eller prøve rafting på elven, så er der mulighed for det! Køl ned med en dukkert i centrum, eller lad dig forsvinde ind i Oslomarka og nup et ferskvandsbad – valget er dit.

Vi har lavet en liste, som kan hjælpe dig med at få et overblik over de mange gode steder I kan tage en dukkert i den norske hovedstad. Den indeholder både badesteder for dig med knap, og god tid. Til dig der vil mænge dig med ungdommen, familie, eller være helt alene i ro og mag. Lad os begynde med et badeområde byen er meget kendt for.

Oslofjorden

har rigeligt med badesteder at vælge mellem, men vi har udvalgt fire vi mener repræsenterer mangfoldigheden særligt godt.

Hovedøya er en grøn og frodig ø i Oslofjorden med en rig kulturhistorie, fredet natur og massevis af badesteder. Det har været en strategisk militærpost siden middelalderen, og gemmer på flere hemmeligheder og flotte ruiner, man kan udforske den dag i dag.

Alligevel er det nu mest kendt som et sted yngre, ældre og børnefamilier, tager båden ud til for at få en pause fra byen i sommervarmen. Båden går ofte fra Aker brygge, og koster ikke meget. Hovedøya er perfekt til picnic og badning med både sandstrand, græssletter og store sten man kan sole sig på.

Hovedøya

Sørenga befinder sig på den anden side af skalaen fra Hovedøya. Dette er en urban promenade, udvidet med et netværk af flydebroer, der kan give plads til glade badende gæster hele året, fra tidlig morgen til langt ud på natten.

Fra DFDS-terminalen ligger det ca. en 20-minutters gåtur væk, når I følger havnen rundt om operaen, hvor I vil finde en flydebro, der leder direkte til promenaden. Dette sted anbefales for jer der ønsker at blive i byen, men trænger til en dukkert!

Sørenga

Bygdøy er en halvø på vestsiden af Oslofjorden, let tilgængelig via bus (ca. 30 min. inkl. gåtur) og med mere end nok attraktioner til at fylde dagen. Her finder du de populære badesteder Huk (her er ofte yngre mennesker) og Paradisbukta (familievenlig) – i tillæg til en kendt nudiststrand … for de der er interesserede i dette.

På trods af indbydende badeforhold, er Bygdøy mest kendt for Kongsgården, Kon-Tiki- og folkemuseet. Kongsgården er præcist det som det lyder som, – kongefamiliens egen storgård midt i Oslo. Folkemuseet tilbyder det bedst tilgængelige indblik i Norges kulturhistorie.

Bygdøy

Sauna (eller badstue, som de siger i Norge) har dybe rødder og lange traditioner her i norden. Vinterbadning er noget mange nordmænd har haft glæde af på hyttetur, hvor man løber du og hopper i sneen, før man løber ind igjen og varmer sig i saunaen. Dette er den mest klassiske variant i det norske land, men den finske klassiker med en sauna beliggende nede ved vandet, er også blevet ret populær.

Oslo er nu fyldt med saunaer og specielt de flydende varianter præger havneområdet i den centrale del af byen. Her er der ikke tale om en badesæson, da det ville indikere, at denne slutter på et tidspunkt. Nej, her bader folk året rundt, morgen og aften. De mest entusiastiske bader også gerne om vinteren før de varmer sig i saunaen og tager på arbejde. Dette anbefales for alle og enhver, men specielt for de største vandhunde!

Sauna i Oslo

Frodigt & friskt ferskvand

Noget af det mest unikke og smukkeste ved Oslo er, at hovedstaden er omgivet af relativt uberørt natur – selve Oslomarka. Disse mægtige skove indeholder over 500 elve, og damme – naturens egne badekar, hvoraf flere er let tilgængelige med bus eller t-bane, hvis du rejser fra centrum.

Brekkedammen Oslo

Brekkedammen, ofte kaldt Frysja på folkemunde, er et skønt badested i toppen af Akerselva. Elven løber gennem hele byen, ud fra Maridalsvannet, som er hovedkilden til byens drikkevand. Dette gør at vandet i Brekkedammen er ekstraordinært rent og behageligt at bade i.

Omgivet af tæt vegetation og nedlagte fabrikslokaler (som nu fungerer som atelierer for massevis af kunstnere), har dette badested en landlig og nostalgisk atmosfære. Her kan man svømme, padle og plaske. Når sulten melder sig, er det et perfekt sted at sætte gang i en engangsgrill, som kan købes omkring 5 minutter væk. Desuden er dette badested velindrettet til rullestolsbrugere.

Brekkedammen

Lutvann, dronningen af Oslos søer, er faktisk den reneste man kan finde på marken og har så klart vand, at der er en sigtbarhed på 11-14 meters dybde. Dette gør, at denne sø skiller sig ret markant ud i forhold til de fleste søer på Østlandet, og vandet i Lutvann er noget nær bjergvand, når det gælder klarhed og kvalitet. I Lutvann er der også sat flere norske fiskerirekorder, for dig som interesserer dig for det. Det ligger dybt inde i en tætbevokset skov, men er alligevel let tilgængeligt via t-banen. Denne tager man fra centrum til Trosterud, og derfra er det kun en ti minutters gåtur ind i skoven.

Søen har også en særlig historisk summen over sig, og var blandt andet Henrik Wergelands (en af Norges største forfattere) vigtigste gemmested. Det vil sige, at den romantiske digter og samfundsdebatør tog hertil, når han trængte til en pause fra Oslos (der den gang hed Christiania) stress og jag. Eller med hans egne ord «Det er her, du går, når verden er imod dig.»

 

BESTIL DIN REJSE TIL OSLO MED DFDS HER

Undgå skader – træn dig klar til ski med DFDS

For mange mennesker er vinter lig med skiferie. Uanset om turen går til Norge, Sverige eller alperne sydpå, så består ferien som regel af høj fart på de lange brædder og vinterhygge i hytten. Men for en stor del af os ender ferien desværre også med skader, der tager glæden fra de gode timer på pisten.

Skaderne sker, fordi mange rejser sig direkte fra kontorstolen og ud på flere timers ski – til stor belastning for kroppen. Og det giver altså skader, der dog nemt kunne være undgået med en målrettet træningsindsats inden ferieafgang.

Derfor har vi sat træningsentusiasten, Thomas Rode, i stævne med hans bedste øvelser til dig. Det kræver nemlig både træning af muskler, sener, led og konditionen at indtage løjpen uden skader.

Thomas Rodes favoritøvelser gør dig klar til ski

Når kroppen skal trænes op til skiferien, er det vigtigt at have fokus på de store såvel som de mindre muskelgrupper. Det er især balder, læg og lår, som prøves hårdt under skituren, og som styrketræningen derfor bør have fokus på. Samtidig er det vigtigt at træne kernestyrken, hvor særligt stærke mave- og rygmuskler hjælper til at kunne holde balancen på skiene. Konditionen er også vigtig at træne, så man kan holde til de lange dage på løjperne uden at blive træt. For det er især, når trætheden melder sig, at risikoen for skader er størst.

4 vigtige øvelser:

Alle øvelserne er nemme og kan trænes på stuegulvet. De kan f.eks. gennemføres i cirkeltræning, hvor man laver 10-12 gentagelser af hver øvelse. Gentag gerne 3 gange i alt.          

  • Variation af squat til musklerne i benene
    F.eks. i variationen ’jumping squat’, hvor du træner styrke og kondition. Her bøjer du ned i hug, til benene er 90 grader. Sæt eksplosivt af og hop op, så fødderne løfter sig fra jorden. Alternativt kan du lave dem uden hop eller supplere med lunges, hvor du holder kroppen ret og træder et skridt frem med det ene ben.

 

  • Balanceøvelse                                                                                                                                                                                                                                                                                                                          F.eks. ’front and back scale’, hvor du står oprejst med armene ud til siden. Herefter løfter du det ene bene strakt, så højt du kan, mens du holder balancen. Bevæg dernæst benet bagover (stadig  strakt), mens du bøjer kroppen fremad, så det ender i en lige linje. Alternativt kan du træne balancen ved at stille dig ret op (evt. ad en væg), lukke øjnene, bøje benet, løfte det op og holde positionen i 30 sek., før du skifter ben.

  • Kerneøvelse for mave- og rygmuskler
    Her kan du lave forskellige variationer af mavebøjninger eks. øvelsen ’atomic sit-ups’, hvor du også træner balancen. Læg dig fladt på ryggen (hænder og fødder skal helst ikke røre jorden). Spænd i maven, og sæt dig op, mens du bøjer i benene og fører arme og ben mod hinanden, indtil ankler og hænder kan røre hinanden.

  • Statiske øvelser for generel styrke af kroppens muskulatur
    En favorit er øvelsen ’Wall sit’, hvor du læner dig op ad en væg og bøjer ned, til benene er 90 grader. Bliv siddende i 30 – 60 sekunder, eller lav en konkurrence med børnene eller vennerne om, hvem der kan sidde længest.

 

Andre gode råd
Kombinationen af hvile og den rette træning inden afgang er den bedste opskrift på en succesful skiferie. Det øger nemlig risikoen for skader, når du bliver træt eller ikke har fået nok hvile, inden du stiller sig på ski. Derfor er det en god idé løbende at holde pauser, komme i seng i ordenligt tid samt overveje, hvordan du rejser til og fra skiferien. Tag eks. Oslobåden når du skal på ski hos vores nordiske naboer. Så ankommer du udhvilet, klar til ski fra første dag.

Lyst til mere træning?

Skulle du være i tvivl om øvelserne, eller vil du blot gerne vil have mere inspiration til din træning, så følg med nedenfor, hvor Thomas Rode viser mere om, hvordan de bedste øvelser laves.

Rigtig god fornøjelse – og pas på dig selv på skiferien!

 

Fra prisvindende kaffe til shopping i verdensklasse: Gå på opdagelse i det moderne Oslo

Gode gamle Oslo er slet ikke så gammeldags endda. På trods af ryet som en by, der holder på traditionerne, byder den norske hovedstad på meget mere end kongeslotte, nationaldragter og Edvard Munch. Fra den smukke, moderne arkitektur, der har formet blandt andre operaen og Barcode-kvarteret, til de nye madmarkeder og -kulturer, som skyder op over hele byen, er Oslo en by i rivende udvikling.

Vi har her samlet en håndfuld af de bedste, moderne perler, som du ikke kommer uden om på din næste tur til Oslo.

 

Frøken Dianas Salonger

Kast dig ud i vintage shopping på Markveien
Fra kajen er der kun en frisk gåtur gennem centrum til det lige dele hippe og hyggelige kvarter Grünerløkka. Her finder du chikke butikker, skønne caféer og fashionable restauranter i overflod. Er du på udkig efter en ny tilføjelse til din garderobe, er de mange vintage-butikker på Markveien både et perfekt sted at begynde shoppeturen og en perfekt intro til Grünerløkka-kvarteret.

Særligt vintage-butikken Frøken Dianas Salonger byder på en oplevelse ud over det sædvanlige. Navnet stammer fra Ibsens berømte stykke Hedda Gabler, og butikken er da også drevet af tidligere skuespillerinder. Her inviterer muntre toner fra 1920’erne shoppere til at gå på opdagelse i de prangende vintage-klæder og -smykker, der er håndplukket fra forhandlere i New York, Amsterdam og Bangkok. Butikken er minutiøst indrettet med vinrøde chaiselonger og palmeprint på væggene, og det er en absolut fornøjelse at udforske sortimentet, uanset om man ender med at købe noget eller ej.

Frøken Dianas Salonger
Markveien 56, Grünerløkka
frokendianassalonger.no/

 

DOGA

Dyk ned i arkitekturen på DOGA
Norsk arkitektur har aldrig været mere dragende og nyskabende end nu, så et smut forbi Design og Arkitektur Norge er bestemt på sin plads for design-interesserede. DOGA’s kalender er som oftest stoppet med spændende arrangementer og udstillinger, der garanterer en unik oplevelse med hvert besøg. Fra kunst og innovative, sociale projekter, til hvordan man på kreativ vis kan puste liv i gammeldags telefonbokse, giver DOGA et fremragende indblik i de spændende strømninger, der optager morgendagens stjerne-arkitekter og -designere.

DOGA har også et ganske skønt cafeteria med udsigt over Akerselva Å, hvor du med fordel kan indtage en hurtig frokost, hvis sulten skulle melde sig.

Design og Arkitektur Norge
Hausmanns gate 16, Grünerløkka
doga.no/

Priser
De fleste udstillinger er gratis, men du kan med fordel tjekke DOGA’s kalender for at se priser på specifikke arrangementer.

 

Tim Wendelboe

Drik prisvindende kaffe på Tim Wendelboe
Nordmænd drikker virkelig meget kaffe – så meget, at de med jævne mellemrum bliver udnævnt til at være et af de mest kaffetørstige folk i verden. Derfor er det måske ikke nogen overraskelse, at du også finder en af verdens bedste kafferistere i Oslo. Tim Wendelboe har vundet et utal af både nationale og internationale priser for sin kaffe, og det smages tydeligt i hver en kop. Menuen ændrer sig med årstiderne, men inkluderer udelukkende kaffe brygget på kvalitetsbønner ristet på Wendelboes risteri.

Siddepladsen er knap, men personalet er både smilende og venlige og fortæller mere end gerne om de forskellige typer bønner og brygge-teknikker. Caféen har desuden et stort udvalg kaffebønner, kopper og udstyr, så du kan tage den gode kaffeoplevelse med hjem, hvis du ønsker. Uanset hvad er du garanteret en kaffeoplevelse, det bliver svært at toppe noget andet sted i verden.

Tim Wendelboe
Grüners gate 1, Grünerløkka
timwendelboe.no/

 

Tijuana

Spis hyggelig mexicansk frokost på Tijuana
Tijuana Taqueria & Rum House er garant for en velsmagende rejse gennem det mexicanske cuisine. Restauranten er indrettet i bedste Dia de Muertos stil og serverer en lang række kendinge fra det pikante køkken, der omfatter skønne mexicanske sandwiches og delikate quesadillas. Hvis du får mulighed for at besøge restauranten i aftentimerne kan det varmt anbefales at udforske deres store drinks menu. Særligt den mexicanske specialitet Michelada, et blend af øl og diverse stærke saucer, er værd at prøve.

Er du i Oslo weekenden over, er der på Tijuana lagt i ovnen til en festlig weekend af dimensioner. Der spilles nemlig både beer pong og Mario Kart Nintendo 64 i restaurantens tilstødende lokale, og humøret er som følge altid skyhøjt i den mexicanske knejpe.

Tijuana Taqueria & Rum House
Thorvald Meyers gate 61, Grünerløkka
tijuana.no/

 

Fotogalleriet

Oplev avantgarde samtidskunst på Fotogalleriet
Der findes mindst lige så mange skatte i Fotogalleriets beskedne lokaler som på byens fremmeste kunstmuseer. Her udstilles fotografisk kunst fra nye såvel som etablerede navne, men fælles for alle værker er, at de udfordrer fotokunstens rammer. Galleriet havde 40 års jubilæum i 2017 og har i alle sine år været leveringsdygtig i formidabel, nordisk kunst, der ikke kan ses andre steder. Der er allerede flere fremragende udstillinger på tapetet i 2018, så denne helt og aldeles gratis fornøjelse er uden tvivl et besøg værd på din næste tur til Oslo.

Fotogalleriet
Møllergata 34, Oslo
fotogalleriet.no/

 

Oplev Oslos bedste attraktioner på fem timer eller mindre

Norges smukke hovedstad rummer som bekendt et hav af spændende attraktioner – faktisk så mange, at det godt kan virke en smule uoverskueligt at skulle nå dem alle på en dagstur. Men frygt ej – vi har sammensat følgende guide til en skøn dag i Oslo, så du kan nå et bredt udvalg af byens bedste oplevelser og stadig nå tilbage til Oslobåden i god tid.

 

 

Fra oldgamle fæstninger til himmelsk frokost hos fiskehandleren følger her en ruteplan til syv af Oslos mest uundværlige attraktioner.

 

Akershus Festning

Kl. 10:30 – Rejs tilbage i tiden på Akershus Festning
Det 700 år gamle nationalsymbol, Akershus Festning, knejser stolt på en bakketop kun få minutters gang fra kajen, hvor Oslobåden ligger for anker. Fæstningen er et smukt syn udefra, og det er ganske romantisk at spankulerer forbi gamle kanoner, op ad den brostensbelagte indgang og ind på slotspladsen. Læg endeligt også et smut forbi den hyggelige karpedam, hvor fiskene svømmer rundt fra forår til efterår.

Indvendigt er slottets mange overdådige rum velbevarede og fascinerende: fra den dystre fangekælder til kongens smukke residens er rejsen gennem skandinavisk historie både betagende og spændende.

Bemærk: Slotskirken og slottet undergår i øjeblikket renovation og holder midlertidigt lukket. Fæstningens udvendige pragt er dog alligevel klart besøget værd.

Akershus Festning
Akershus-festning/

Entre til slottet:
Voksne: NOK 100,-
Børn 6-18 år: NOK 40,-

 

Kunst i Tordenskiolds Gate

Kl. 11:30 – Oplev norsk kunsthistorie i Tordenskiolds Gate
Ti minutters gang fra Akershus Festning finder du Blomqvist Kunsthandel og QB Gallery side om side i Tordenskiolds Gate. Blomqvist er en af Norges ældste kunsthandlere og er blandt andet kendt for at have udstillet mange af Edvard Munchs originale værker i starten af det 20. århundrede. Og selvom kunsthandlen er blevet frekventeret af store personligheder som forfatteren Henrik Ibsen og i dag sælger kunst, der er uden for de fleste menneskers budget, vil du blive vel mødt af personalet, når du kigger ind for at opleve de smukke værker.

Nabogalleriet QB er modsat Blomqvist et ganske nyt galleri, der primært udstiller norsk samtidskunst. Det er et fantastisk godt sted at tage pulsen på hvad der rører sig på den nordiske kunstscene.

Blomqvist Kunsthandel og QB Gallery
Tordenskiolds gate 5
blomqvist.no
qbg.no/

Entre:
Gratis

 

Kaffistova

Kl. 12:30: Drik formiddagskaffe på Kaffistova
Caféen i Rosenkrantz’ Gate 8 er en hyggelig del af den norske kulturarv. Kaffistova har serveret lækker kaffe og norske specialiteter i mere end hundrede år og udgør et perfekt stop, hvis du savner lidt at varme dig på. Snup gerne en kaffe eller en kop varm kakao, og supplér med et stykke hjemmebagt kage eller to. Kaffistova byder også på varme retter, hvis sulten i sidste ende skulle trumfe seværdighederne. Modsat kan du bestille din kaffe to-go, hvis du gerne vil have lidt ekstra tid på nationalmuseet.

Kaffistova
Rosenkrantz’ gate 8
kaffistova.com

 

Nasjonalgalleriet

Kl. 13:00: Besøg de store malere på Nasjonalgalleriet
Norges nationalmuseum ligger lige rundt om hjørnet fra Kaffistova og gemmer på uovertruffen kunst fra både store norske og internationale mestre. Samlingen tæller betagende værker fra blandt andre Edvard Munch og van Gogh, der udstilles i smukke omgivelser. Nationalgalleriets samling spænder over værker fra antikken til samtiden men er alligevel overskueligt indrettet, således at man kan nå at se et stort spænd af fremragende værker på næsten ingen tid.

Nasjonalgalleriet
Universitetsgata 13
nasjonalmuseet.no

Entré
Voksen: NOK 100,-
Barn: Gratis til og med 18 år.
Studenter og pensionister: NOK 50,-

 

Heimen Husfliden

Kl. 14:00: Dyrk traditionerne hos Heimen Husfliden
I kælderen hos Glas Magasinet finder du den ærke-norske butik Heimen Husfliden. Her sælges et imponerende sortiment af brugskunst samt et stort udvalg af garn, men det store trækplaster er de flotte, norske nationaldragter. Heimen Husfliden fører nemlig både skønne nationaldragter og norsk hverdagstøj af højeste kvalitet. Og selvom du næppe forlader butikken med en skræddersyet nationaldragt, giver butikken et interessant indblik i norske traditioner og kultur, som du næppe oplever andre steder.

Heimen Husfliden
Stortorvet 9
heimenhusfliden.no/butikk_glasmagasinet/

 

Oslo Domkirke

Kl. 14:30: Træd indenfor i Oslo Domkirke
Domkirken fra slutningen af 1600-tallet er en af Oslos mest imponerende bygninger, og med sin centrale beliggenhed er den en smal sag at svinge forbi på din tur rundt i hovedstaden. Domkirken er særligt kendt for det 1500 kvadratmeter store og farverige loftsmaleri af kunstneren Hugo Mohr, der pryder hele kirkerummet. Et af de kortere stop på ruten, men absolut et af de smukkeste.

Oslo Domkirke
Karl Johans gate 11,
oslodomkirke.no

 

Fiskeriet

Kl. 14:50: Spis frokost på Fiskeriet
Hvilken bedre måde at ende dagen i Oslo på end med en skøn frokost? Fiskeriet ligger kun et par minutters gang fra domkirken og er en kombineret fiskehandel og restaurant. I fiskehandlen kan du købe specialiteter på glas og konserves, mens restauranten serverer en fortræffelig menu af fiskeretter, som skifter afhængig af dagens fangst. Betjeningen er hurtig og venlig, og særligt Fiskeriets fish & chips kan varmt anbefales.

Restauranten ligger omkring 25 minutters gang fra færgeterminalen, så med afgang fra restauranten 15:30, kan du fint nå tilbage til Oslobåden før afsejling.

Fiskeriet
Youngstorget 2b
fiskeriet.com/spisestedet/

Vafler, slanger og ørehængere: Familiens guide til en dag i Oslo

Der er ikke noget bedre end at tage på skiferie med familien, og det er da også netop i denne sammenhæng, at mange børnefamilier slår et smut forbi Oslo. Det er nemlig oplagt at gøre ophold i den norske hovedstad med ungerne, for byen er propfyldt med sjove aktiviteter, der vil sende lattermusklerne på overarbejde for store såvel som små.

Fra byens lækreste vafler til muligheden for at hoppe i lydstudiet og producere sine egne pophits har vi her samlet fem fabelagtige perler, som vil garantere familien en mindeværdig dag i Oslo.

 

Popsenteret

Tag på en musikalsk rejse hos Popsenteret
Er ungerne lige så glade for musik, som du er? Hvis ja er Popsenteret et sikkert hit for hele familien. Museet ligger i Grünerløkka-kvarteret en kort, hyggelig gåtur fra centrum og byder på spændende udstillinger om norsk popmusik gennem tiden. Museets største trækplaster er dog imidlertid de mange interaktive musik-stationer, hvor besøgende kan prøve kræfter med at producere pophits efter alle kunstens regler. Det er både sjovt og nemt at få sunget sig vej ind på hitlisterne, og med det store udvalg af instrumenter er I garanteret mere end nok underholdning for pengene. Husk også at tage et portræt af jeres nye familie-band i nogle af de mange sjove kostumer, der frit kan prøves som led i oplevelsen.

Tip: Tidsmaskinen er et af de sjovere elementer for forældrene, der her får muligheden for at rejse tilbage i tiden og udforske ungdommens største ørehængere.

Popsenteret
Trondheimsveien 2
http://www.popsenteret.no/

Priser:
Børn over 4: NOK 50,-
Voksne: NOK 100,-
Familiebilletter: NOK 250,-

 

Oslo Reptilpark

Kom tæt på slanger og andet kryb i Oslo Reptilpark
Den centralt beliggende reptilpark gemmer på et væld af farverige arter i de indendørs terrarier. Fra store kvælerslanger til farverige kamæleoner, fugleedderkopper og dværg-krokodiller er reptilparken fyldt med dyr, som i lige grad vil fascinere og skræmme. Personalet er både søde og imødekommende, og det er slet ikke utænkeligt, at du kan få lov til at slynge en af de mere børnevenlige slanger om skuldrene, hvis du tør. På tirsdage vil der desuden være mulighed for at se de mange dyr blive fodret.

Tip: Reptilparken er ganske underholdende, men også af beskeden størrelse, så det er en perfekt attraktion at indlægge i programmet, hvis tiden er knap.

Oslo Reptilpark
St. Olavs Gate 2,
https://www.reptilpark.no/

Priser
Børn: NOK 85,-
Voksne: NOK 150,-

 

Haralds Vafler

Sæt tænderne i byens vildeste vafler
Haralds Vaffel ligger midt på Torggata tæt på Oslo Domkirke og byder på noget så sjældent som kombinationen af lækre vafler og hippe attituder. For selvom klientellet er så forskelligartet som dagen er lang, vil du med al sandsynlighed få din vaffel servet af den seje, unge indehaver, der er kendt både for sin glæde for hiphop og for at afholde en årlig musikfestival med gratis vafler. Menuen spænder fra klassiske norske vafler med syltetøj til mere kreative kreationer proppet med bluecheese og bacon eller falafel. Alle vafler kan desuden bestilles glutenfri, og skulle du blive ekstra forelsket i stedet, har du også mulighed for at tilkøbe vaffel-biksens officielle merchandise, der tæller hættetrøjer og svedbånd med mere.

Tip: Køb gerne både en vaffel med Nutella og en chili cheese vaffel – kombinationen af sødt og salt går rent hjem.

Haralds Vaffel
Torggata 7
http://haraldsvaffel.no/

Priser
NOK 25 – 44,-

 

Outland

Besøg et slaraffenland for tegneseriefans
Oslos vildeste tegneserie- og legetøjsbutik, Outland, ligger centralt placeret på Kirkegata 23. Foruden et imponerende udvalg af tegneserier fra hele verden tæller Outlands sortiment også brætspil, LEGO, merchandise og en nærmest uendeligt stor samling objekter fra alle dine børns yndlingsfilm. Her kan der altså både shoppes efter tryllestave fra Harry Potter, figurer fra Star Wars og smykker med motiver fra Game of Thrones.

Tip: Butikken har flere mandshøje figurer af blandt andre Ironman på udstilling, som de mindste uden tvivl vil elske at få taget et billede sammen med.

Outland
Kirkegata 23
https://www.outland.no/

 

Glazed and Amused

Mal unikke og personlige souvenirs
I den hyggelige bydel Grünerløkka finder I Glazed and Amused, hvor familien sammen kan male keramik til den helt store guldmedalje. Indehaveren, Thea Johansen, er både sød og vidende, og hun hjælper smilende familien med at komme godt i gang med at male på tallerkener, skåle, kopper eller noget helt fjerde. I kan vælge mellem et hav af farver og former og på den måde være sikre på at komme hjem med et unikt, hjemmelavet familieklenodie.

Tip: Det tager op til en uge at færdigbrænde keramikken, så butikken kunne med fordel besøges på udrejsen, mens de færdige produkter kan afhentes på vej hjem. Alternativt kan forsendelse af det færdige produkt aftales med indehaveren.

Glazed and Amused
Markveien 25A
http://www.glazedandamused.no/

Priser
Priser starter ved NOK 45,- alt inklusiv, men de fleste kopper og tallerkener koster dog mellem NOK 200 – 400,-

Sådan så den perfekte venindeaften ud for disse 4 veninder

Vi var 4 veninder, der tog på et lille getaway på Oslobåden. Her er vores bud på den perfekte venindeaften om bord:

1. Afslappende start med wellness

Efter en lang dag på arbejde og/eller transport til terminalen i København, var det oplagt at starte turen med ren afslapning og forkælelse i Bubble Zone. Sådan en “Mini Facial” på ca. en halv time kostede 359,-, hvilket er i samme prisleje som mange andre klinikker.

Wellness om bord

Hyggelig stemning i behandlerrummet i wellness-afdelingen om bord.

Behandlingen bød blandt andet på hudanalyse og flere forskellige rensecremer og teknikker samt ansigtsmassage. Behandleren var nærværende og var med til at skabe en afslappende stemning — og virkelig dygtig. Efter behandlingen satte vi os ud i caféen, hvor vi fik serveret et stort glas vand og lidt snacks. God og meget afslappende start på eftermiddagen kan man vist roligt sige.

Wellness i Bubble Zone

Behandlingen og stemningen var så afslappende, at man næsten kunne tage en lille lur 🙂

 

2. Vinsmagning inden maden

Vi havde planlagt turen nogle måneder i forvejen, og vi havde specielt hørt godt om vinbaren, Red & White Winebar. Derfor havde vi bestilt vinsmagning, som vi kunne nyde inden en lidt sen aftensmad. Da vinene kom på bordet blev vi godt overvældet — vinglas, vand og lækker brød fyldte bordet til kanterne. En af de kyndige sommelier guidede os iblandt de mange vine og fortalte ivrigt om deres forskellige historier og smage inden vi selv fik lov til at gå “om bord”.

Vinsmagning

Bordet var godt fyldt da smagningen gik i gang.

Kombinationen af den autentiske og hyggelige vinbar, selskabet og de smagfulde vine (og procenterne deri), gjorde oplevelsen til noget helt særligt. Vi følte vi kunne sidde der hele aftenen, men vi skulle jo videre til næste punkt i programmet.

Red & White winebar

Her er et af de hyggelige pladser ved vinduet – udsigten bliver ikke meget bedre.

 

3. Store bøffer (og lidt mere vin)

Da vi havde reserveret bord hjemmefra, stod der et bord parat til os i Explorers Steakhouse da vi var færdige med vinsmagningen. Vi var godt sultne, og valget faldt på Rib Eye, fritter og bearnaise for de fleste af os og dertil en flaske rødvin.

 

Mad i bøfrestauranten

Så er der serveret 🙂

Vi spiste kl. 20, og vi kunne fornemme at de fleste børnefamilier nok havde bevæget sig videre fra restauranten og mod børneunderholdningen. Tilbage sad vi stadig en del og hyggede os mens mørket nu var faldet helt på.

Udenfor vinduet var det kulsort, og det var faktisk nemt at glemme, at vi rent faktisk befandt os midt ude på havet. Det var egentlig en meget afslappende følelse sådan at være på et flydende hotel.

 

4. Farverige drinks og musik

Efter maden besøgte vi Colombus Club og bestilte nogle farverige drinks. Stemningen var god, og vi var overrasket over hvor stort stedet egentlig var. Nogle sad og snakkede, en mor og søn spillede kort og andre dansede til musikken. Vi fandt et sted at sidde lidt væk fra scenen og musikken, da vi mest havde lyst til at sludre om løst og fast.

Drinks og levende musik

Farverige drinks i Columbus Club.

 

5. Godnat fra kahytten

Heldigvis er der ikke langt i seng, når man befinder sig på et skib. Efter en oplevelsesrig første dag om bord, var vi parat til køjen, og vi sov nærmest da vi ramte madrassen.

Godnat fra kahytten

Godnat fra kahytten med de lyserøde tandbørster 🙂

Oplev Oslo til fods – 8 seværdigheder og en skøn frokost

Første gang i Oslo. Vi satte os for at se hele 8 seværdigheder til fods OG spise en lækker frokost.

Læs med, og få vores bud på, hvordan du kan nå at se mest muligt i de 6 timer i Oslo, hvor skibet ligger til kaj på et MiniCruise.

Akerhus fæstning, Aker brygge og Tjuvholmen

Når du ankommer til Oslo, går du til venstre (også selvom de fleste andre passagerer går til højre ind mod centrum). Følg vejen rundt, og du er godt på vej mod det nye og moderne havneområde Aker Brygge og Tjuvholmen , hvor der er en skøn havepromenade, caféer, museer og flotte arkitekttegnede bygninger. På vejen derhen går du forbi den gamle fæstning Akerhus fæstning fra middelalderen. Alt dette mens du kan nyde udsigten ud over Oslofjorden.

Seværdigheder: Akerhus fæstning og Aker brygger

Vejret var med os – selvom det var køligt, var der næsten behov for solbriller.

Kongeslottet, Karl Johan, Grunerløkka og Kærlighedsstien

Derfra er der ikke langt til Kongeslottet og slotsparken, som ligger for enden af den store shoppinggade, Karl Johan. Når det er tid til at komme videre mod kærlighedsstien og den hippe bydel, Grunerløkka, kan I med fordel gå ned langs Karl Johan (se kort længere nede). Kærlighedsstien er hyggelig, og man kan nyde naturen på en fin bænk. Vi havde selv lidt svært ved at finde rundt i det område, men vi mødte kun flinke nordmænd, som var mere end glade for at vise os vejen.

Seværdigheder: Kongeslottet, Blå og Kærlighedsstien

Oslo byder på virkelig mange forskellige seværdigheder. Vi kunne næsten ikke tage billeder nok 🙂

Frokost

Frokosttid! Restaurant Egons ved Byporten shoppingcenter er et godt bud på en billig frokost i Oslo. Restauranten er inspireret af Olsenbanden og har en helt speciel indretning, som skal opleves. Man kan få en rigtig fin pizzabuffet til en fair pris.

Frokost på Egons i Oslo

Hyggelig restaurant med sjov og spændende indretning inspireret af Olsenbanden.

Operahuset

Nu går turen tilbage mod havnen, men først et stop ved Operahuset. Fra toppen af Operahuset er der en flot udsigt over Oslo, og du kan se at Oslobåden ligger og venter på at sejle dig tilbage til København igen.

Seværdigheder: Operahuset i Oslo og Oslobåden

Selv mågen kunne ikke få nok af den smukke udsigt fra taget af Operahuset.

Turen blev i alt omkring 10 km, så det er godt at have nogle praktiske sko med 🙂 (hvis man ikke har lyst til at gå, er det muligt at tage tog og bus eller de smarte bycykler)

Vores rute i Oslo på printet kort
Vi havde printet og tegnet ruten ind på forhånd, da vi ikke havde wi-fi i Oslo.

Et sidste godt tip er at sætte sig lidt ind i de forskellige seværdigheder inden ankomsten til Oslo. Personligt synes jeg, at jeg på den måde får lidt mere ud af at se de forskellige steder. Hvis man ikke har tid til at lave lidt research inden turen, kan det være en god idé at hente DFDS’ rejseapp til telefonen. Der kan du nemlig læse lidt om de forskellige attraktioner – så kan du forberede dig om bord på skibet mod Oslo.

Hvad er jeres erfaringer? 🙂

3 generationer på MiniCruise til Oslo

Vi – Tante Trut, lille Liam på 6, min egen på 13 år og mormor i 70’erne – skulle finde en hyggelig familietur. Den skulle ikke være for lang og kunne underholde alle, så valget faldt på et MiniCruise til Oslo. Vi bookede en 5 personers kahyt med køjer og begrænset havudsigt og fik hver vores “hylde”. Kahytten var ikke stor men udmærket med alt, vi skulle bruge. Vi havde også på forhånd bestilt bord i 7 Seas Buffet Restaurant, hvor vi efter en lille tur rundt på skibet gik om bord i alle lækkerierne – især skaldyrene nød vi i fulde drag.

Buffeten havde noget for os alle, selv de små fik fyldte maver

Buffeten havde noget for os alle, selv de små fik fyldte maver

Dessertbuffeten i 7 Seas Buffet Restaurant

– ja, hvis ikke af andet, så af det store udvalg af desserter!

 

Efter middagen var der skattejagt for børnene, hestevæddeløb hvor de var så heldige at vinde tilgodebeviser, og derefter fik de sig en dukkert i de udendørs bassiner.

Den smukkeste solnedgang

Vi voksne beundrede solnedgangen fra Neptune Sky Bar

Vi fik en super lækker Skands øl

og nød livet, en øl og live musikken i Navigators Bar

 

Vi havde besluttet os for en selv-guidet-hjemmelavet rute i Oslo, da vi havde strenge krav der skulle opfyldes – Mormor der ville opleve noget kulturelt, og de små fødder som ville kunne tumle lidt rundt, og ingen af dem kunne gå for langt.
Ruten blev derfor som følger: Vi gik fra færgen hen langs havnefronten til Operahuset, hvor der er tænkt mange funktioner ind i selve bygningen – også for ikke-besøgende til selve huset. Der er en super flot udsigt oppe på taget ud over hele byen, og det kan jo heldigvis imponere mange, både store og små.

Operahuset

Operahuset

Udsigten fra Operahuset

Udsigten fra Operahuset

Udsigt over Oslo

Og endnu en flot udsigt over byen!

Derefter gik turen videre op til Jernbanepladsen. Vi fortsatte op ad gågaden Karl Johans Gata, hvor vi spiste en hyggelig frokost på McDonalds.
Dernæst kom vi forbi Stortinget (parlamentet) og endte i slotsparken.

Ved slottet

 

Efter endnu en lille pause styrede vi næsen mod Rådhuspladsen. Vi gik langs Stranden, som er et nyere opblomstrende café/restaurant/indkøbs kvarter, som ligger lige ud til havnen – enormt hyggeligt og super charmerende sted! Her fandt vi også en isbutik og fik tanket lidt op og hvilet benene. Vi fortsatte videre over til Akershus fæstning, som har ligget der i over 700 år, og som er endnu et dejligt åndehul midt i en storby. Færgen ligger lige ved siden af, og vores skønne rundtur var derfor færdig. Oslo er en dejlig storby, som i forhold til København faktisk virker lidt som en provinsby. Der er ikke så mange mennesker og en dejlig rolig atmosfære.

Super hyggelig by, hvor man også støder på mange søde og pudsige ting undervejs på en gåtur.

En kæmpe hammer

Fx en kæmpe hammer

Et kæmpe hjerte

Et kæmpe hjerte

Et kæmpe ur

Et kæmpe ur

Et hyggeligt springvand

Og et flot springvand med en skulptur

 

Vi startede sejlturen hjem med at efterlade mormor i kahytten til en lille lur, mens vi andre hoppede i de udendørs jacuzzier på 10. etage og nød udsigten ud over Oslo igen.

Drengene fik en dukkert i de udendørs bassiner

I poolen på dækket

Mig, min mor og min søster på dækket

Udsejling gennem Oslofjorden

Fra samme sted kunne vi også nyde den flotte udsejling gennem Oslofjorden

Vi havde igen bord i 7 Seas Buffet Restaurant, ved det BEDSTE bord man kan få i restauranten, med den flotteste udsigt, og vi nød igen alle de lækre retter fra buffeten, som er virkelig lækkert anrettet.

Buffeten er virkelig lækkert anrettet

Buffeten i 7 Seas Buffet Restaurant

Vi gik en tur gennem Tax Free shoppen, hvor der blev fyldt godt op med slik, parfumer og makeup. Aftenens underholdning var i Columbus Club, hvor Mormor fik vippet lidt med hofterne og vi alle fik et billigt grin! 🙂

Mormor havde også en dejlig tur!

Mormor havde også en dejlig tur!

Storhygge i kahytten

Vi var alle meget trætte efter en lang dag og fandt tidligt vores “hylder”.

Alt i alt en super dejlig tur for alle 3 generationer – det gør vi helt sikkert igen!

Hilsen

Pernille

På eventyr i Freialand i Oslo

En tur med Oslobåden er altid et sikkert valg, når min søn og jeg tager på miniferie – og det var således også et hit, da vi hoppede om bord på Pearl i påskeferien for at nyde et par dage kun for os.

Hvad skal vi så lave i Oslo, mor?

Hvad skal vi så lave i Oslo, mor?

August var lidt bekymret for, at vi ville komme til at kede os i Oslo – så jeg brugte lidt tid på at researche, hvad der kunne være sjovt at opleve. Stærkt inspireret af den skønne film om Charlie og Chokoladefabrikken besluttede vi os for at besøge Freialand, som er Norges ældste chokoladefabrik. Vejen dertil var ret ligetil – og vi gik de cirka 3,2 km derop på lige omkring 40 minutter.

Oslo

Vejret var skønt, og Oslo viste sig fra sin smukke side badet i forårssol – og ruten bød på fine naturoplevelser med parker og en elv. Man kan faktisk også gå langs elven det meste af vejen.

Vi gik gennem Grünerløkka – et virkelig hipt og hyggeligt kvarter i Oslo, som byder på talrige caféer og inspirerende butikker

Vi gik gennem Grünerløkka – et virkelig hipt og hyggeligt kvarter i Oslo, som byder på talrige caféer og inspirerende butikker.

Freia chokoladefabrik

Efter en skøn og frisk gåtur, ankom vi til chokoladefabrikken Freialand.

Vi blev mødt af en sød guide, som skulle stå for rundvisningen. I en flok på ca. 15 mennesker, blev vi ført ned til et rum, hvor vi fik lov at lave vores egen chokolade.

Først skulle vi fylde en lille plastikbakke med chokolade

Først skulle vi fylde en lille plastikbakke med chokolade.

Herefter skulle massen fordeles i et jævnt lag, hvorefter luftboblerne skulle bankes ud af bakken. Det krævede stor koncentration

Herefter skulle massen fordeles i et jævnt lag, hvorefter luftboblerne skulle bankes ud af bakken. Det krævede stor koncentration.

Så blev kreativiteten sat på en prøve, da vi hver især skulle designe forsiden af æsken til vores hjemmelavede chokolade

Så blev kreativiteten sat på en prøve, da vi hver især skulle designe forsiden af æsken til vores hjemmelavede chokolade.

Og når man er på en chokoladefabrik, så skal man jo naturligvis have lov at smage på sagerne – så der var rigelige mængder af smagsprøver imens.

Resultatet: To hjemmelavede æsker chokolade, som blev lagt på køl til rundvisningen var færdig

Resultatet: To hjemmelavede æsker chokolade, som blev lagt på køl til rundvisningen var færdig.

Chokoladefabrikken Freia blev grundlagt i 1898, og har siden produceret chokolade til nordmænd og resten af verden. På rundvisningen kom vi ind i en tidsmaskine, som førte os gennem chokoladens og Freias historie fortalt gennem film, billeder og historier fra den dygtige guide. Vi blev blandt andet ført gennem en jungle, hvor kakaofrugten vokser, og et gammelt skib, som fragtede chokoladebønnerne til Europa. Vi så hvordan bønnerne blev malet til pulver, og vi besøgte den første chokoladebutik, som i gamle dage lå på Karl Johans Gate.

Gammel chokolade maskine

Chokoladehus

Den første Freia butik som lå på Kong Johans Gate i centrum af Oslo

Den første Freia butik som lå på Kong Johans Gate i centrum af Oslo.

Ni kg mælkechokolade. Så meget chokolade spiser en nordmand i gennemsnit om året. Det er dog ingenting i forhold til Belgien og Schweiz, hvor de er oppe på omkring 11-12 kg om året.

Så meget chokolade spiser en nordmand i gennemsnit om året

Så meget chokolade spiser en nordmand i gennemsnit om året.

Med så meget chokolade kan det være svært at vælge det helt rigtige stykke…

Med så meget chokolade kan det være svært at vælge det helt rigtige stykke…

For at komme ind på produktionsområdet, skulle vi leve op til de strikse hygiejnekrav og iføre os hårnet og kjortel. Det var August ikke vild med, men nysgerrigheden, efter at se hvordan de producerer chokolade, sejrede heldigvis over forfængeligheden. Da det ikke var tilladt at fotografere i produktionsområdet, vil jeg lade det være op til jeres nysgerrighed at besøge stedet. Men vi var i hvert fald meget begejstrede for den spændende rundvisning på den gamle, fine chokoladefabrik.

Foran produktionsområdet iklædt kittel og hårnet

Foran produktionsområdet iklædt kittel og hårnet

Vi blev i den grad forkælet med smagsprøver undervejs, som vi tog med hjem. Augusts favorit var den populære Kvikk Lunsj, som indtager en andenplads blandt nordmændene. De spiser i gennemsnit ni Kvikk Lunsj om året, hvoraf de tre af dem spises i påsken.

Smagsprøver i lange baner…

Smagsprøver i lange baner…

Sidste del af rundvisningen foregik udendørs, hvor vi fik lov at besøge fabriksarbejdernes have, som er prydet af smukke værker, som blandt andet pigen og bjørnen udført af Gustav Vigeland.

Pigen og bjørnen, som ses i baggrunden, er udført af Gustav Vigeland

Pigen og bjørnen, som ses i baggrunden, er udført af Gustav Vigeland.

I spisesalen på Freialand hænger nogle virkelig smukke malerier malet af den berømte kunstner, Edvard Munch. Spisesalen i sig selv er et besøg værd, hvis man interesserer sig for kunst. Og så kan man jo passende besøge Munch museet, som kun ligger et kvarters gåtur derfra.

I spisesalen på Freialand hænger smukke malerier af Edward Munch

I spisesalen på Freialand hænger smukke malerier af Edward Munch

 

Praktisk information
Rundvisningen er populær og foregår fredage kl. 12.30 og søndage kl. 12. Derfor er det en rigtig god ide at købe billetter på forhånd. Tjek http://www.freia.no/opplev-freia/sjokoladebesok og køb billetter via http://www.ticketmaster.no/search/?keyword=freialand.

Bemærk at rundvisningen kun er for voksne og børn fra og med 10 år  – rundvisningen varer ca. 2 timer.

Eventuelle spørgsmål til rundvisningen eller billetbestilling bedes rettet direkte til Freialand på email: freialand@mdlz.com

Adresse:
Johan Throne Holst plass 1 (indgang fra Københavngata)
0566 Oslo

Her kan du se ruten fra skibet op til Freia

Ruten hen til Freialand fra skibet

Og hvis man ikke har lyst til at gå derop, er det ret enkelt at tage bussen, det tager mellem 20 og 30 minutter.

Trikk og bus til Freialand:
Trikk nr. 11, 12 og 13 til Birkelunden
Buss nr. 30 til Birkelunden
Buss nr. 20 og 21 til Københavngata

Hilsen

August og Rikke